Wednesday, January 15, 2014

Vi starter 2014 med et BRAG

Så startede 2014. Og det med et brag. I bogstaveligste forstand da idioten foran mig lavede verdens største opbremsning i en langsomt kørende bilstrøm mod en motorvejsafkørsel. Jeg havde ikke en chance. Nåede heldigvis at undvige lidt men ramte ham i den ene side. BANG sagde det første gang, og BANG sagde det så anden gang, da en tredje bil kørte op i røven på mig. Datoen sagde 6.januar kl. 16, og jeg var på vej hjem fra den første arbejdsmandag efter juleferien. FOR HELVEDE!

Nå, men det er ikke gået værre eller bedre end at vi stadig ikke har fået bilen tilbage. Ikke fordi de ikke kan reparere den, men fordi vores automekaniker havde misforstået et eller andet, hvilket gjorde at han i fredags kunne meddele mig, at bilen endnu ikke var repareret, og at han så for øvrigt holdt ferie de næste to uger. Yes, baby, det kører.

Ingen bil betyder, at undertegnede smutter ud af døren kl. 5:55 for at nå toget kl. 6:24 for at være på min plads kl. 7:15, for at gå igen 15:15 og med toget 15:24, for at ankomme i århus kl. 16:15 og så indse, at det bliver svært at nå at hente to børn i to forskellige institutioner inden kl. 17. SUK.

Heldigvis er jeg meget fleksibel, og det samme er min mor, og til en forandring Mio. Så det er gået uden de helt store problemer.

Når det er sagt, så har jeg nydt toget og gør det fortsat (bilen er jo stadig på værksted, remember). Selvom det betyder, at jeg skal ud af døren 30 minutter tidligere, betyder det også, at jeg kan slappe fuldstændig af i toget uden af bekymre mig om det mindste. Jeg strikker og hører Mads og Monopolet. Drikker kaffe, sms'er og blunder lidt i ny og næ. Ahhh…. Bare ærgerligt at sådan en tur/retur billet koster 200 kr!

Jeg strikker i gråt som sædvanligt. Jeg har gang i nogle last minute barselsgaver og så har jeg købt 9 nøgler skønhed og blødhed som forhåbentlig når at blive til en sweater inden foråret melder sig.

Jeg håber I er kommet bedre i gang med januar end os. Nu er vi heldigvis snart halvvejs, og så går det hurtigt ;))



1 comment:

  1. Ej jamen altså, sikke en torsk! Godt der ikke skete dig noget! Ahh det er altid stressende, når ens morgenrutiner skal laves om sådan lige pludseligt, og så endda efter en god lang ferie. Godt at tiden kan udnyttes til lidt mor-tid, for det er det jo! Men pokkerme stå i at man skulle være afhængig af offentlig transport altid, det er i hvertfald noget der kan stresse mig helt enormt! Håber i snart får jeres bil igen! Er der da slet ikke nogen mulighed for lånebil? Det kan da ikke blive den store forskel ift. togbilletten!

    ReplyDelete