Showing posts with label sniksnak. Show all posts
Showing posts with label sniksnak. Show all posts

Wednesday, October 29, 2014

chris til alfred

Så fik jeg også prøvet at sy et par Chris-bukser. Det var en julegave til fætter Alfred sidste jul. Det har  altså taget mig næsten et år at få dem på bloggen, hvilket nok er fordi, jeg ikke synes, de er så interessante længere. Det er alt andet lige over to år siden, jeg så dem første gang hos Christina, og siden da er der kørt hundredvis af Chris'sere igennem maskinen hos kreakoner rundt i landet.  

Men hvis  jeg tænker over det, så er to år et meget godt bud på, hvor langt bagud jeg føler mig på krea-fronten. Vil nok skyde på, at det ville tage ca. to år at færdiggøre alle de projekter, jeg har i mit hovedet :) Og hvis jeg strikkede 24/7 i to år, så ville jeg også akkurat få brugt alt det garn, jeg har på lageret. 

Men i min fantasi-kreaverden får jeg lavet masser af ting. Jeg får både strikket bluser til mig selv, til Mio og ikke mindst til ungerne, som elsker strik, og som aldrig brokker sig.  Og min såkaldte blog ville emme af inspiration, weblinks og smukke billeder og velskrevne indlæg :). Jeg må i sving! Heldigvis er der ingen sur chef eller pressede deadlines for mit krealiv er mit friliv, og selvom jeg gerne så, at jeg var mere produktiv, så når jeg det nok :) Det ville jo være fjollet at stresse over de ting, som i virkeligheden giver mig meditation og zen.










Wednesday, January 15, 2014

Vi starter 2014 med et BRAG

Så startede 2014. Og det med et brag. I bogstaveligste forstand da idioten foran mig lavede verdens største opbremsning i en langsomt kørende bilstrøm mod en motorvejsafkørsel. Jeg havde ikke en chance. Nåede heldigvis at undvige lidt men ramte ham i den ene side. BANG sagde det første gang, og BANG sagde det så anden gang, da en tredje bil kørte op i røven på mig. Datoen sagde 6.januar kl. 16, og jeg var på vej hjem fra den første arbejdsmandag efter juleferien. FOR HELVEDE!

Nå, men det er ikke gået værre eller bedre end at vi stadig ikke har fået bilen tilbage. Ikke fordi de ikke kan reparere den, men fordi vores automekaniker havde misforstået et eller andet, hvilket gjorde at han i fredags kunne meddele mig, at bilen endnu ikke var repareret, og at han så for øvrigt holdt ferie de næste to uger. Yes, baby, det kører.

Ingen bil betyder, at undertegnede smutter ud af døren kl. 5:55 for at nå toget kl. 6:24 for at være på min plads kl. 7:15, for at gå igen 15:15 og med toget 15:24, for at ankomme i århus kl. 16:15 og så indse, at det bliver svært at nå at hente to børn i to forskellige institutioner inden kl. 17. SUK.

Heldigvis er jeg meget fleksibel, og det samme er min mor, og til en forandring Mio. Så det er gået uden de helt store problemer.

Når det er sagt, så har jeg nydt toget og gør det fortsat (bilen er jo stadig på værksted, remember). Selvom det betyder, at jeg skal ud af døren 30 minutter tidligere, betyder det også, at jeg kan slappe fuldstændig af i toget uden af bekymre mig om det mindste. Jeg strikker og hører Mads og Monopolet. Drikker kaffe, sms'er og blunder lidt i ny og næ. Ahhh…. Bare ærgerligt at sådan en tur/retur billet koster 200 kr!

Jeg strikker i gråt som sædvanligt. Jeg har gang i nogle last minute barselsgaver og så har jeg købt 9 nøgler skønhed og blødhed som forhåbentlig når at blive til en sweater inden foråret melder sig.

Jeg håber I er kommet bedre i gang med januar end os. Nu er vi heldigvis snart halvvejs, og så går det hurtigt ;))



Friday, September 6, 2013

***

Kender I det. Man tænker på noget hver eneste dag og alligevel får man det ikke gjort. Sådan har jeg det med bloggen i øjeblikket. Jeg har en masse på hjertet og ville ønske, at jeg kunne så skriblet lidt mere ned her på nummer99. Men af en eller anden grund (der er mange), så når jeg aldrig til det i tidsrummet engang efter kl. 20, hvor ungerne snorker og opvaskemaskinen fyldt. Jeg tror jeg skyder skylden på arbejdet og på matematikken. Og på det faktum, at jeg hellere vil strikke. Holy Moly. Gid jeg var rig. Gid jeg havde en aupair.

Kender I det. Det at arbejde giver frihed. Ikke kun økomisk. Et arbejde er et frirum, hvor man kan tilsidesætte børnenes behov og fokusere på sig selv. At arbejde driver dig og giver dig selvfed tilfredsstillelse. Lige nu føler jeg seriøst, at jeg brug for sådan et arbejde...

Og så har jeg brug for min fritid. I frustration over altid at føle at jeg tilsidesætter noget eller nedprioritere, eller bare ikke får noget gjort, har jeg besluttet mig for frigøre mere tid til at dyrke MOI. Jeg stiller i forvejen høje krav til Mio med arbejdssrejser og efteruddannelse, og nu beder jeg ham dælme om mere tid. Hvor forkælet kan man være?

Men kender I det. Man har titusinder af projekter. Sy. Strikke. You name it. Og det kræver en fridag at få symaskine frem, og dem har jeg ikke mange af. Jeg starter syning på mandag og ved I hvad. Jeg kan næsten ikke vente. 3 timer hveranden mandag.

Og så må jeg have gang i en strikkeklub. Kender I nogle her i Århus eller findes der mon nogle jeg kan joine?

Undskyld for dette ekstremt ustrukturede og rodede indlæg. Jeg ved ikke lige, hvad jeg ville med det.
//Nina

Tuesday, August 20, 2013

whatup?

I ved nok, det der med at alle siger, at småbørnsfamilier har så travlt...? Det koster det med bolig, bil, børn og banklån og 2 x fuldtidsarbejde + 2 x fuldtidsinstitutionsbørn får det hele til at gå lidt stærkt. Herhjemme er det ikke anderledes. Nu post-to-uger efter sommerferien, kører vi atter på fulde drøn. Nogle gange kan jeg undre mig over, hvordan det hele bare klapper. Aflevering, afhentning, pendling, madlavning, ja selv pigernes eftermiddagssnackskål er særdeles rutinepræget og forudsigelig.

Man siger at vores generation vil det hele. Familie, karriere, kærlighed, fritid, ferie. Mon det er derfor flere og flere går ned med stres? Jeg har det imidlertid helt fint, og jeg klager ikke over vores travle hverdagsliv. Jeg ville bare ønske, at der var 5 timer mere i døgnet. Så kunne jeg få nørklet lidt, syet lidt og måske taget mig en lille lur.

Bare en halv time.

Og lavet lektier. For jeg er startet på VUC. Jeg skal opgradere mit gymnasiematematik, så jeg kan tage nogle HD fag. Og så har jeg tilmeldt  mig syning på FOF. Og så skal jeg snart i gang med noget yoga.

Overskuddet må findes i effektiv kalenderplanlægning.

Sunday, June 23, 2013

hep hep eller måske ikke alligevel....

Nu skal I få en opfølgning på mit lille Pfaff projekt. Efter hvad der føles som mange måneder siden (siden d. 13/4 for at være helt nøjagtig) har jeg endelig fået en afslutning på mine vanskeligheder i (sy)maskinrummet. Som I måske husker, skrev jeg her om mine oplevelser med en Pfaff maskine på en Marapytta workshop. Efter min kortvarige affære med Pfaff'en var jeg i syv sind. Men efter lidt tænketid, besluttede jeg at slå op med Brotheren. Affæren havde godt nok været kort men alligevel nok til, at jeg vidste, at jeg måtte ende, hvad end vi havde sammen.

Efter aftale med min lokale pusher, skulle jeg ringe hver anden uge og spørge om de havde fået nogle brugte Pfaff maskiner. I min allerførste samtale med butikken, fik de lovet mig en 6122, men det viste sig, at den allerede var blevet solgt. Jeg kender ikke meget til Pfaff, men alle talte godt om 6122'eren, så jeg tænkte, at det var da bare den, jeg skulle gå efter. Samtidig ville jeg gerne af med Brother'en, og pusheren lovede en fair bytteaftale. Samtidig fulgte jeg med her og her. Hver dag.

Der var bl.a. en 6120 hos symaskine.dk, men jeg ville jo gerne vente på den lokale, så vi kunne lave en bytter, og lige pludselig, så var den jo selvfølgelig væk. Bittert. Og på dba var der ingenting. Så satte jeg brotheren til salg, men der skete nul og niks. Hmm. Utålmodig. Ikke spor.

Så en dag. Lige pludseligt og meget uventet, kom der en dame og købte brotheren (at hun boede 3 huse fra os i samme rækkehuse, er en helt anden, meget morsom historie), og så stod jeg der med kontanter i lommen men uden maskine. Første tanke var: Shit, var det dumt? Dernæst: Shit, hvad skal jeg købe? Pres, pres, pres, pengene brænder i lommen. Jeg må købe NU.

Absolut bedste udvalg var på symaskine.dk, som tilbyder både garanti og ombytningsret. De nordjyske krejlere* (ikke ment negativt) opstillede en række alternativer ud fra pris, produktionsland, overtransportør, features etc. og endte med, at en Pfaff 2042 var det bedste bud. Så den købte jeg.

Er stadig lidt i tvivl. Den syer som den skal, men jeg havde lige en kortvarig krise, fordi nålet var blevet bøjet, og derfor syede den helt forkert. Dernæst er jeg i tvivl om jeg skulle have ventet på en mekanisk. Alt det elektronik og automatisk halløj, kan jo nemt gå i stykker. Den efterladte brother havde jo alt det gejl, og det gjorde ikke vores forhold bedre. Jeg havde udtrykkeligt bedt om, at den skulle være en af de tyske modeller, og det viser sig den er produceret i Tjekkiet. Arh. Dårlig start ;) Men når det er sagt, er jeg nu rigtigt glad for den. Jeg har tre måneders ombytningsret, så jeg kan nå at fortryde. Jeg har endnu ikke syet en rigtigt projekt på den, så det er det næste.

Håber du har sprunget dette indlæg over, hvis min evindelig sniksnak har kedet dig ;)









*
Betydninger
1.
handelsmand der tidligere sejlede især på Limfjorden, opkøbte landbrugsvarer og solgte dem videre i byerne for derefter at tage varer fra byen med tilbage
BESLÆGTEDE ORDBETA ...vis
 
1.a
driftig handelsmand der opkøber og videresælger ting SPROGBRUG kendt fra ca. 1985   ofte nedsættende
BESLÆGTEDE ORDBETA ...vis
  
Der var ingen grænser for, hvad man kunne købe hos krejlerne. De excellerede i alt lige fra næsten ægte tæpper til godt brugte biler JyP93

Tuesday, June 4, 2013

Rod i familien

Ungerne sover. Jeg sidder her og trækker tiden for om lidt skal der gøres rent. Big time. Vi har nu i adskillige måneder nedprioriteret rengøringen. Efter års snak og uenighed om hvornår der er behov for rengøring, har vi på det seneste begge affundet os med, at her bare er lidt beskidt. I forvejen bruger vi alt for meget tid på oprydning, hvis I spørger mig. Hvorfor rydde op helt tiden, når pigerne jo konstant rydder det ud igen...? I mit hovedet rydder man grundigt op én gang om dagen, og det er når børnene er puttet. Selvfølgelig bliver der ryddet af bordet, fyldt i opvaskemaskinen og den slags, men jeg kan sagtens lade 10 styks legetøj ligge på gulvet en hel dag. Sådan er Mio ikke helt. Til gengæld er han totalt loose, når det gælder rengøring. Og det er jeg så slet ikke.

Tidligere har vi brugt en del krudt på, at jeg brokkede mig over den manglende rengøring, dernæst over Mios manglende evne til at gøre rent, og til sidst over Mios manglende reaktion i forhold til, at der ikke var rent nok. Jeps, "min kone er skide sur". 

Tilsvarende kunne Mio brokke sig over mit rod. Over mit syrod. Mit strikkerod. Mit strikkepinderod. Mit tøjrod og mit badeværelsesrod. Come on kreative mennesker roder - deal with it ;)

Modsætninger tiltrækkes, ikke? Dog må jeg sige, at kanterne er blevet gevaldigt slebet, og vi ved begge, at det vi kan nå med to små børn er begrænset. Derfor går det nok, hvis ikke her er tip top rent og opryddeligt. 

I pre-kids perioden: Dengang vi boede i 2 værelses lejlighed for 5000 dask og INGEN udgifter havde. Dengang vi ikke ejede et hus og havde 2 børn i institution. Dengang havde vi råd til en rengøringspige. Dengang havde vi Malene. Åh gode søde rare effektive hurtige gode Malene. Vi savner dig. 

Så hvorfor ikke bare prioritere de 300 kr om ugen til en rengøringshjælp? Ja hvorfor ikke. I skrivende stund undrer det mig faktisk, hvorfor vi ikke har gjort det... Men jeg kommer nok ikke uden om aftenens rengøring, som venter mig lige om lidt, når jeg har sat det endelige punktum til dette indlæg. Dammit. Jeg gider ikke (men belønning venter: cheesecake står på køl)

Men I morgen har vi fri, og vi skal absolut ikke gøre rent på en fridag. Ikke tale om. Så hellere knokle i aften, så vi kan nyde morgenmaden, kaffen og hinanden i morgen, når en ny dag hilser på. 







Saturday, April 13, 2013

Maskinproblemer




































Her kommer lidt et nørdet indlæg. Feel free til at springe over, hvis det keder dig ;)

Den første symaskine, jeg syede på, var min mors oldnordiske Pfaff i støbejern. Min mor syede en del tøj til mig, da jeg barn, mest om sommeren af en eller anden grund. Det var en symaskine, der fungerede udmærket til min mors behov, men så heller ikke mere. Da jeg flyttede hjemmefra fik jeg i gave en brugt/gammel maskine fra et mærke, jeg pludselig har glemt hvad hedder, men lad det nu ligge ved navn Ricard. Min mor købte den i den gamle symaskinebutik Guldager & Sønner, som stadig ligger i Ryesgade i Århus. Jeg var helt oppe at køre over at have fået min egen maskine, og den blev også fragtet hele vejen med bus til Paris, hvor jeg boede et par år efter gymnasiet. Og tilbage igen. Den var tung som bare helvede, i støbejern selvfølgelig, og kufferten til maskinen var bare mega upraktisk. Men den kunne lige ligge under min sovesofa og optog ikke plads på mit mikro klubværelse, hvor jeg boede, da jeg kom hjem fra Paris og begyndte at læse.

For et par år siden blev den dog udskiftet med en ny computerstyret Brother Innovis 30, som blev sponsoreret af mine forældre og Mio. Den fedeste gave. Tidligere havde jeg fået en overlocker i kandidatgave, så nu var jeg virkelig godt kørende med spritny overlocker og symaskine fra Brother. Og begge dele har kørt upåklageligt lige ind til Marapytta workshoppen. What! Jeg har nu fundet ud af, at det spolehoved jeg brugte var en lille bitte (vi snakker en millimeter) smule smallere end alle de øvrige spolehoveder. Jeg tror det er en fabrikationsfejl for, når jeg skifter undertråden med en anden spole, syer maskinen helt fint. Det havde jeg selvfølgelig ikke tid til at undersøge til workshoppen, så jeg lånte fluks en Pfaff, som der var mange af i lokalet, som Line havde lejet. Det var en ældre maskine, men syoplevelsen var markant anderledes. Der var sgu bare mere gods og tyngde i Pfaff'en. 

Nå. 

Den sidder stadig i mig. Følelsen af at jeg må have en anden symaskine. En Pfaff. Egentlig er det super forkælet, når jeg nu har en super symaskine, som jeg som udgangspunkt er glad for. Min mormor, som jeg tidligere har skrevet om her og her, ville ryste på hovedet og fortælle mig, at hendes maskine altså holdt i 30 år, og det samme gjorde hendes røremaskine. Nej, hun ville faktisk nok ikke sige det, for sådan var hendes personlighed ikke, men hun ville i hvert fald tænke det! Hvorfor skifte noget, der fungerer? Og nu er det heller ikke fordi, vi svømmer i penge herhjemme. Med førstegangshus, SU-lån, 2 børn i daginstitution, og alt det løse, må jeg nok sige at vi ikke bidrager særligt meget til forbrugsfesten. 

What to do? 

Jeg ringede til Guldager & Sønner i dag og præsenterede min problemstilling. De havde travlt og ville vende tilbage. Men de ringede aldrig, og jeg måtte ringe tilbage og forklare det hele én gang til.  Endelig kom ejeren til telefonen og endte med at sige, at han ville bytte min Brother lige over med en brugt Pfaff à la Pfaff 6122. Han havde ikke én lige nu, men inden for de næste 14 dage, ville han ringe. Han mente, at jeg skulle have én, der var produceret i Tyskland og ikke i Kina, som de helt nye maskiner åbenbart er. Det vigtigste er, at den har deres overtransportør. 

Skal?

Skal ikke?

Er det en mega dårlig deal, eller hvad? Der også den mulighed, at jeg sælger Brotheren og køber en ny Pfaff, Line anbefalede Select 3.0, men det får jeg næsten dårlig samvittighed på forhånd. For det er altså ret forkælet.

Hvad syer I på, og hvad foretrækker I? Går I efter mange funktioner, features og ekstraudstyr eller er hestekræfterne det vigtigste?

Monday, April 8, 2013

weekendrecap

Sidste uge var helt crazy. Og så startede den jo først rigtigt tirsdag. Jeg er så (u)heldig, at jeg af og til må rejse i forbindelse med mit arbejde og denne gang skulle jeg 3 dage til Italien og Tyskland. Mio startede arbejde op tirsdag efter orlov siden jul, så min mor tog Ea. Hun var kortvarigt afsted onsdag men feberen fik comeback, og vi holdte hende hjemme resten af ugen. Jeg sad i Italien og kunne ikke rigtigt gøre så meget alt i mens Mio knoklede løs derhjemme med sygdom og morlængsel.

Og så skulle jeg jo på den længe ventede Marapytta workshop i weekenden (fortjener vel sit helt eget indlæg, tror I ik?). Selvom det har vært planlagt i et stykke tid, kunne jeg ikke se mig bort fra en smule dårlig samvittighed både over for Ea og Uma men i den grad også over for Mio. De overlevede alle 3 og det samme gjorde jeg ;)

Weekenden sluttede i ro og fred med en tur på Aros og aftensmad på Kowloon, en thailandsk restaurant (to steder vi kommer en hel del ;)). Og da vi kom hjem fik Uma feber. Hurra for fleksible arbejdspladser med masser af lockoutramte forældre for nu er vi hjemme med sygt barn. Igen.



Thursday, March 21, 2013

Food crisis

I gamle dage elskede jeg at lave mad. Vi eksperimenterede og forsøgte at efterligne maden fra vores rejser og udenlandsophold. Vi kunne sagtens vente med at spise til kl. 21 for at vente på den helt rigtige konsistens eller smag. Som I nok kan gætte foregik alt dette pre-kids. Nu er aftensmaden dagens evige stresmoment og selv med mine altid gode intentioner, bliver aftensmaden aldrig et højdepunkt.

Min madkrise beror sandsynligvis på to ting: For det første stresser det mig helt vildt, at børnene sidst på eftermiddagen skriger efter mad, men når maden står på bordet, bliver der kun lige med nød og næppe nipset lidt til det. Rimeligt irriterende må jeg nok indrømme. Jeg prøver at være ligeglad og sige til mig selv, at de jo har fået mad i maven (efter jeg har fyldt dem med gulerødder, frugt og knækbrød, når madkrisen er på sit højeste ved 16 tiden), men det irriterer mig alligevel en hel del.

Dernæst har jeg ingen inspiration til at lave maden. Og det til trods for at jeg hver dag inspireres af alle madbloggerne. Nå ja ja de har jo ingen børn... jo prøv lige at se fx hende her med hele 3 stk og hende her med tvillinger. Hvor svært kan det være...? Og deres børn elsker alt hvad de laver...?

Ea er tit med til at snitte grøntsager o.l., og hun bliver i den grad inddraget i måltidet, men alligevel er appetitten begrænset. Hun spiser efter signende helt normalt i vuggestuen, nu i børnehaven, så hun har nok ikke en eller anden hemmelig mavesygdom, der gør at hun ikke spiser særligt meget :).

Her i orlovsperioden har vi skulket for madplanen, men nu hvor hverdagen snart starter igen, skal den helt sikkert i spil. Det er en fast pille i en travl hverdag, og forhåbentlig hjælper den moderen i kokkereringen og døtrene i indtagelsen af det frembragte måltid. Selvom vi ikke planlægger måltiderne, ser planen ret ens ud hver uge. Det ender altid med noget lignende det her:

Mandag: fiskedeller fra fiskehandleren, færdigstegt selvfølgelig. + rugbrød og agurk
Tirsdag: Pitabrød med tun, grønt og hytteost
Onsdag: mad fra mit arbejde. Egentlig et super måltid, så vi har ingen problemer med at springe over hvor gærdet er lavest.
Torsdag: Hvis vi er på toppen, kyllingelår, speltkerner og broccoli. Hvis ikke står den på rugbrødsmadder.
Fredag: Take away fra thai restaurant
Lørdag: Varierer. Svinemørbrad eller bøf med salat og kartofler.
Søndag: Så er vi her igen... pasta à la et eller andet, suppe eller lign.

Ej, men altså. Det er godt nok at slippe nemt fra det.
Meeennn begge børn har jo fuld økologisk, sukkerfri madordning, så det hjælper lidt på samvittigheden.

Jeg ved ikke noget værre end kræsne børn. Det er irriterende. Jeg gad så godt fylde Ea og Uma med ene sunde spinatsmoothies, fuldkornsris og kål, men jeg må nok erkende at jeg på det område ikke er særlig overskudsagtig. Vi har købt en bog på bogudsalg skevet af en kok, der arbejder i en institution. Måske den kan inspirere...

Det her blev et noget rodet indlæg. Og alt for langt. Og nu nåede jeg slet ikke at fortælle, hvordan jeg hver dag tænker på at gå på sukkerdetox og palæo diet. Og hvordan jeg hver dag dropper tanken igen, når jeg husker, hvor dejligt det er at spise ris til kyllingen og chokolade til kaffen. Bonne app, som man siger i Frankrig!





Thursday, March 14, 2013

Jeg puster ud

Det har været en frygtelig uge. Og den er jo ikke engang slut endnu. I tirsdags var jeg i Frankfurt med arbejde, og det endte i snekaos og flyaflysninger, og jeg måtte med tog til Hamburg og bil derfra og hjem. Jeg tog hjemme fra kl 3.30 om natten og var hjemme igen kl. 2 om natten. Gisp!

Oven i det fik begge unger bræksyge, selv samme nat jeg skulle afsted, og det forsatte til og med onsdag. I dag, torsdag, blev min mormor begravet, og i morgen haster Mio til Aabenraa for at se til sin mor, som er syg.

Vi holder fødselsdag for Ea både lørdag og søndag, så det skal jeg også have planlagt. Der bliver nok ikke noget farverigt kreapynt eller tematiseret opdækning. Som sædvanlig er jeg for sent ude. Men jeg bager en kæmpe spand fødselsdagsboller, og så har frøkenen ønsket en chokoladekage med lyserødt glasur. Det er da beskedent.

Nu puster jeg ud ved computeren. For øvrigt så har jeg lavet en ny side til alle billederne fra Photo Project 52. Jeg synes de unger fyldte lige lovligt meget ;)

# Stjernestof fra Rema
# Smukkeste bog om weekender i Europa
# Ea er begyndt at tegne indenfor stregerne. 3 år lige om lidt.
# Nye stage fra Hay. Jeg har ventet på den i lang tid nu, men nu er den endelig kommet. Lup stagen.










Sunday, March 10, 2013

sniksnak

Så blev det søndag igen. Og koldt igen. Det gode vejr i sidste uge fik en helt uventet effekt på mig og mit humør. Syntes egentlig at alt gik ok, men så kom solen, og pludselig strømmede energien ind over mig. Utroligt hvor stor betydning den sol har. Eller så er det bare fordi tingene begynder at vende nu, at energien kommer igen. De sidste måneder af graviditeten med Uma var hårde, og da hun endelig kom, skreg hun og var så urolig, at der ikke var meget overskud. Hun blev god igen, men da det skete, var det blevet efterår og vinter og al energi blev brugt på de to afkom.

Hold nu op, hvor jeg synes, at det har været hårdt at få nummer 2. Ea var en nem baby. Overdrevet nem. Uma knap så meget. Og de to i kombi, helt vildt hårdt! Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, når man får to børn med to års mellemrum, men jeg tænkte nok, at nummer to var same same, been there done that, men nummer to har været mere end dobbelt så hårdt. Det er i hvert fald sådan, at vi har oplevet det. Det er selvfølgelig også verdens største gave, at se de to hoveder knytte et så særligt og specielt bånd, som vi som forældre kun kan drømme om, at være en del af.

Nu begynder det at vende. Om det er vejret, eller fordi Uma nu er 10 måneder og nem og sjov, det ved jeg ikke. Men jeg nyder det. Så meget at jeg har tilmeldt mig Marapytta workshoppen i århus i april. Der kom et afbud, og jeg var hurtig. Jeg kan dog ikke se mig fri for dårlig samvittighed, da jeg samme uge er på forretningsrejse i Italien og Tyskland fra tirsdag til torsdag og skal så bruge hele weekenden ved symaskinen. Men Line kommer ikke til Århus igen med det samme, og jeg må prøve at sy en jakke. Forventningspres... no way (Arh f... kan jeg nu overhovedet finde ud af at sy en jakke? jeg gider ikke være den eneste, der trevler op...). Og så kommer næste problem. Stof?

De fleste der kender mig, vil nok mene, at jeg er meget dristig, hvis jeg vælger én af nedenstående, men det er dem, jeg umiddelbart finder mest tiltrækkende. Om end ikke andet, så bliver det som foer.
  


  

Monday, February 25, 2013

Weekend recap

Suk, så gik der endnu en weekend. Den har hovedsageligt bestået af hjemlig hygge med fri leg, kage bagning, kreaværksted og hvad vi ellers har kunne finde på. Alt praktisk aka bilkøb, rengøring, fodlister, lampeophæng you name it, er blevet syltet til fordel for alt det hyggelige. I morgen går den løs igen med mig i Tyskland hele onsdag og til møde i Billund med overnatning fra torsdag til fredag. Det bliver min første overnatning væk fra Uma. Jeg er ikke nervøs for hende. Det bliver værre for mig. 

Ea starter i børnehave på fredag, men heldigvis kan jeg være hjemme til afslutning i vuggestuen om torsdagen, og fredag skal hun kun være der i et par timer. Uma har plads i vuggestuen fra på fredag, men hun starter først engang i næste uge. Vi skal lige have Ea kickstartet. 


Friday, February 15, 2013

Sofadate

Det glæder mig, at så mange travle småbørnspar prioriterer tiden og finder anledning til at nyde hinanden til lidt god mad og vin. At anledningen er Valentinsdag, kan jo som sådan være ligegyldigt.

Vi er for dårlige til det. Inden vi fik Uma, da Ea var lille, blev det til et par biografture og koncert med Oh land (vi kom derned, fik en øl og hørte de første 3 opvarmningsnumre, inden min søster ringede, at Ea havde brækket sig og var mega dårlig), men at gå på date er vi for dårlige til. Det skal så også lige siges, at vi købte huset da Ea var 1 år og brugte 9 måneder på at renovere. Alt overskud og penge blev sat i huset.

Nu dater vi hver aften med en god serie og lækkerier i kompensation for trætheden og bøvlet med to små, jajaja undskyldninger er der mange af. I starten da vi lærte hinanden at kende, så vi Lost og Heroes, men nu er vi endelig blevet hooked på noget igen. Homeland. Hvis ikke I har set den, så hop på den. Det er super hyggeligt, at have noget at samles om, når børnene er puttet. Og her mener jeg ikke tv-avisen eller sporløs ;).

Sunday, February 10, 2013

sniksnak & the winner is...

Den primære årsag til, at jeg startede min blog er den ekstremt givende effekt det får på én, når man deler og udstiller sin hobby. Jeg har mange dejlige venner, men ingen med hvem, jeg kan dele min allerstørste hobby med. Venner møder man i skolen og kollegaer på arbejdet, og hobbyer er sjældent det, man finder fællesskab om, og som binder én sammen. Sådan har det i hvert fald ikke været for mig.   Heldigvis fandt jeg Lise for en del år siden, efterhånden. Eller rettere tilbage i 2007, hvor hun var den første, jeg mødte på min egen alder, der også strikkede. Vi har 1000 andre ting til fælles men jeg elsker, når vi lirer den af og snakker vores helt eget strikkesprog. I dag handler mange blogs om meget andet end selve hobbyen. Vi inviterer indenfor, og deler stort og små og finder ud af, at vores liv har meget til fælles. For mig er det kreative det drivende og derfor ærgrer det mig også, at der går så lang tiden mellem mine kreative indslag. Jeg har 100 projekter i hovedet, men hvor forsvinder tiden hen? Blot en lille refleksion her søndag aften, hvor igen har fået syslet alt for lidt. Men bare rolig, i mit hovedet har jeg syet to kjoler, strikket en hue, malet en dør og sovet middagslur!


BTW så blev det nummer 20 kommentar ud af de 27, der har vundet Kähler kanden. Tillykke, Christina du er vinder af min allerførste give away!


Tuesday, January 29, 2013

working mama

I skrivende stund er vi på anden dag i gang med projekt-fald-i-søvn-i-egen-seng. Vi har egentlig været meget relaxed vedrørende putning af Ea, og hvis hun gerne ville falde i søvn i vores seng, har det også været ok. Ritualet har altid været det samme med bog, snak og sang og godnat. I lang tid ville hun gerne, at man lå sammen med hende mens hun faldt i søvn, men for noget tid siden, fik vi også rettet op på det, så jeg kunne gå og "rydde op" mens hun faldt i søvn. Men nu har vi besluttet at, man skal kunne gå nedenunder mens hun falder i søvn. Eas værelse er nemlig på loftet. Det er nemmere sagt end gjort, for det er hun bare ikke tilfreds med. Hun har forstået konceptet, men kommer ud til trappen 2 minutter efter, at jeg er gået nedenunder. Jeg følger hende tilbage i sengen, kysser godnat og smutter ned igen....og så kommer hun igen. Hun kan også finde på at kaste sin kanin eller sut ned af trapperne, så jeg først skal samle dem op. Tihi det er lidt svært at holde masken nogle gange. Her til aften har jeg været oppe ca. 15 gange og til sidst var hun så træt, at jeg ikke fatter, hvordan hun bare kunne blive ved med at trisse tilbage. Nå, men nu sover hun heldigvis. Vi forsætter kampen i morgen med forhåbentlig lidt færre ture op af trappen. 

Jeg er tilbage på arbejdsmarkedet og indtil videre går det udmærket. Det er et andet liv, og jeg savner min lille Uma og eftermiddagshyggen med Ea. Uma har reageret ret kraftigt på det hele og græd det meste af natten i går. Heldigvis er Mio der jo til at tage tørnen om natten, så jeg kan få sovet lidt, men jeg er jo hendes moar...! Men jeg er så glad for, at den helt almindelig hverdag ikke er startet endnu, idet Mio har barsel indtil 1. april. 

Gid jeg havde 4 hænder, så jeg kunne turbostrikke og sy på samme tid. Men nu hvor arbejdslivet igen har indfundet sig, må jeg erkende at tiden er begrænset. Jeg er startet på kjolen fra Susie Haumanns Knit for your kid. Når den er færdig, vil jeg strikke til mig selv. 

En positiv ting ved at starte på arbejde er, at jeg har fået opdateret garderoben, hvilket jo altid gør godt. Bl.a. nye sko fra Cos, som er perfekt til kontoret. 

Fastelavnsbollesæsonen er for længst startet. Jeg elsker fastelavnsboller!! Og er meget glad for at begge de gange jeg var gravid var i fastelavnsbollesæsonen. Nu har jeg ingen undskyldning, men derimod en medskyldig i form af Ea, som vil bage hele tiden. Jeg har prøvet mange opskrifter, men favoritten er p.t. fra Meyers Kager. Boller med masser smør i gærdejen, marcipanremonce, hjemmekogt kagecreme og mørk chokolade. Kan varmt anbefaldes!